I begyndelsen var KAOS
Dette studieår er startet med kaos. At vore nye campus på Niels Bohrs Allé ikke ville være klar til indflytning medio august var forventeligt, hvorfor vi tog det helt roligt, da rektors velkomst i den 15. august ikke kunne finde sted på campus, men blev flyttet til sundhedsuddannelserns domicil på Blangstedgårdsvej. Stor var glæden derfor, da vi allerede den efterfølgende fredag kunne flytte ind. Bygningerne var ikke helt færdige, der var håndværkere mange steder både inde og ude og støvet lå tykt på gangene – men vi kom ind, fik set hvilke faciliteter der venter os og kunne danne os det første indtryk af de muligheder og udfordringer vi får. I mandags begyndte de studerende så at indtage stedet. Det bliver dejligt at tage de nye faciliteter i brug.