Skærmen, skyggen og skabelsen

Fra udkast til vores interne nyhedsbrev på læreruddannelsen

Dannelsens Dage
Læreruddannelsen på Fyn, april 2022

”Ethvert menneske er som alle andre, som nogle og som ingen andre.”
Kluckholm & Murray, 1953

To onsdage i april inviterede vi de studerende på første årgang til Dannelsens Dage. To dage med oplæg om dannelse fra forskellige perspektiver, fra forskellige undervisere, som inspirerede de studerende til at fornemme styrken i uenighed og dialog, når det handler om dannelsens (u)mulighed.

Carsten Oxenvad tryllebandt salen med teknologi, sang, skuespil og ikke mindst dialoger med både gamle grækere, sure tyske mænd og vise kvinder fra det forrige århundrede…

Med udgangspunkt i figuren ”Den uvidende lærer” forsøgte Dag Munk Lindemann at sprænge rammerne for dannelsesbegrebet ved slet ikke at ville forklare det. I stedet så vi en forkludrende og indviklende film (link) med elementer fra bl.a. Ranciére, ”The Matrix”, ”Gøgereden”, ”A Clockwork Orange” og amerikanske matematiklærere.

Med afsæt i ”Barndommens Gade” af Tove Ditlevsen, gav Julie Nørgaard et bud på dannelse for eleverne i skolen og studerende på læreruddannelsen, på en rejse, forbi trolde, udfordringer, det uforståelige, kreativiteten, det skabende.

Afslutningsvis stillede de studerende spørgsmål til et lille panel af undervisere fra ”Skolen og undervisningen” (LG1) og ”Almen dannelse KLM” (LG2). Paneldeltagerne blev udfordret af de studerendes mange, faglige, dybe og svære spørgsmål og dialogen fortsatte på tværs af hold, årgange, undervisere og studerende efterfølgende.

I efteråret 2022 ønsker vi at afholde endnu en omgang Dannelsens Dage. Gerne med endnu flere engagerede studerende på gæstelisten og endnu flere dygtige kolleger på programmet.