Ingen nyhedsbrev i december – og dog

Der er ikke tid til at skrive nyhedsbreve i december, for der er så meget, der skal være klar til jul – først og fremmest julekalenderen til børnebørnene. 

I år læste Merete Ronja Røverdatter, som de tre største var blevet gamle nok til at forstå, mens den mindste fik et link julekalenderen fra 2020: Folk og røvere i Kardemomme By. Det kunne næsten ikke blive bedre.
Da Merete var kommet igennem de 19 kapitler i bogen overtog jeg med mere Astrid Lindgren de sidste seks dage. Jul i BulderbyPippi holder juletræsplyndring,  Emil, der redder Alfred ved at køre ham til Mariannelund midt i en snestorm, blev fordelt over tre dage og til sidst Jul i stalden

Mit job var så at lave det til en internetjulekalender. 

Heldigvis er børn meget observerende, så der kom spørgsmål. »Hvad er det farmor sidder foran?« De kunne se nogle striber, der indikerede at det nok var et opslag i en bog, men så store bøger har vi jo ikke i huset. »Det må vi se på til jul« sagde jeg, men det nåede vi selvfølgelig ikke. Underlig nok spurgte de ikke til hvorfor jeg sad udenfor i snevejr den 24, men når farfar går rundt med strømper på ørene, så kan han vel også finde på at tage sit fine tøj på og en stol med ud i snevejret julenat for at læse en historie.
Årets julegave var selvfølgelig Ronja Røverdatter, med indlagte billetter til Sebastians musical-udgave.

Men det blev altså alligevel til et jule- og nytårs nyhedsbrev. To forhold fik mig til tasterne. Den 13. december var der et interview i Kristeligt Dagblad, der satte nogle tanker igang, som jeg, i første omgang, besluttede ikke at nedskrive. Og så fik jeg den 17. en julehilsen fra en tidligere kollega, en julehilsen med en sætning, der satte tanker i gang. Et par dage senere, var disse tanker blevet til til et jule-nyhedsbrev. 
Men interviewet den 13. – det krævede at jeg skrev, hvad jeg ellers kun plejer at hviske.
Næste nyhedsbrev – om Kirkesanger og Skolelærer S.C. Nielsen, Skads Sogn pr. Varde – og det han skrev i 1850? – Det kommer nok snart!

De bedste hilsener og godt nytår

Hent Nyhedsbrev dec. 24