Tre citater:
Lærergerning er, med myndighed og faglig formåen, at åbne faglige døre for elever og studerende.
Hvad de foretager sig, når de bevæger sig igennem disse døre, har læreren imidlertid ingen magt over, prøver han alligevel at sætte rammer for de billeder som faglige udfoldelser åbner, så mister han sin autoritet og bliver autoritær. Svaret fra elever og studerende må så blive: “Spræng rammen, som kvæler billedet”
Fra Nyhedsbrevet Kunsten, uddannelsen og autoriteten, marts 2023
– – –
“At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.”
Kierkegaard, S.A., I: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. 1859
– – –
“… paa en fremskridende Oplysning og Dannelse maae alle kloge Skole-Indretninger være beregnede.
Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre vore Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.”
Grundtvig, N.F.S., I: Nordens Mythologi, 1832
*